Historien om Vor tids musik

Internationalt tv-samarbejde, priser, festivaller, screening

Fra 1950 deltog dansk fjernsyn i programsamarbejdet inden for EBU (European Broadcasting Union, sammenslutningen af radio- og tv-stationer i Europa, dannet 1950) med Eurovisions-udsendelser, og DRs musikafdeling fik via medlemsskabet af Internationales Musikzentrum IMZ, en forening der var tilknyttet UNESCOs Internationale Musikråd, adgang til samarbejde med OIRT, EBUs østeuropæiske pendant. IMZ afholdt i forbindelse med sin årlige generalforsamling en konference om formidling af kompositionsmusik i fjernsyn og foretog i samarbejde med indbydende medlemsorganisationer screeninger af blandt andet ny musik-produktioner.

IMZ havde medlemmer både inden for EBU og OIRT, og screeningerne foregik både i øst og vest (Finland og Jugoslavien var medlem af begge radiounioner). Under EBU sorterede den årlige Prix Italia, der blev afholdt i skiftende italienske byer, her gik medlemskab af fagjuryerne på skift mellem landene, men udelukkede så deltagelse i konkurrencen. Musikbidragene til Prix Italia var koncentreret om ren musik, ballet og dokumentarprogrammer.

IMZ stod desuden hvert andet år som vært for Salzburger Opernpreis (første gang uddelt i 1962), der skulle stimulere interessen for og udvekslingen af fjernsynsopera. Gyldne Prag (Zlata Praha) arrangeret af Tjekkoslovakisk fjernsyn var tilknyttet OIRT og havde opera som emne hvert andet år alternerende med Salzburg; også her bestod juryen af repræsentanter for de deltagende organisationer.

Der blev præsenteret en række danske musikdramatiske værker ved disse operafestivaller, i 1971 vandt Ingolf Gabolds Syv scener til Orfeus førsteprisen i Salzburg, og Svend S. Schultz´ Høst i nyopsætning, førsteprisen i Prag i 1985. Desuden gik to priser til den danske opsætning af Leos Janaceks Den fiffige lille ræv ved Golden Prague Festival 1991, værket var udsendt 21.10.1990 i DRTV med Radiosymfoniorkestret dirigeret af Leif Segerstam. De 9 danske komponister og værker, der deltog ved Salzburger Opernpreis var:

1962 Svend Erik Tarp: 9,90

1965 Svend S. Schultz: Konen i muddergrøften

1968 Ib Nørholm: Invitation til skafottet

1971 Ingolf Gabold: Syv scener til Orfeus

1974 Ingolf Gabold: Imod vandmandens tegn

1974 Sven Erik Werner: Der er blevet skabt så meget

1980 Henning Christiansen: Den otteøjede skorpion

1983 Bent Lorentzen: Stalten Mette

1986 Poul Rovsing Olsen: Usher

(Oplysninger hentet fra IMZs database 2001).

Den generelle musikprogramflade af udsendelser produceret i forbindelse med internationalt tv-samarbejde var i perioden fordelt mellem Eurovision (EV), Nordvision (NV), Intervision (IV), coproduktion (Co) med tv-selskaber, figuren viser forholdet mellem samlet antal musikudsendelser og antal udsendelser indeholdende ny musik:

Nordvisionskontakt

Referater fra det nordiske tv-samarbejde, der indledtes i 1959, viser først og fremmest et stort engagement for at fremme den fælles nordiske kultur og desuden landenes særpræg, samtidig ønskede man at fremme eksperimenter med mediet og fremvækst af nye genrer. Samarbejdet indledte udviklingen af udsendelser med ny kunst i mediet og brug af fx den svenske radios elektronmusikstudie (EMS) til skabelsen af danske musikværker. Tv-samarbejdet var baseret på regelmæssige sektionsmøder mellem fagafdelingerne, der stillede forslag til Nordvisions møderne, som foregik på programchefniveau. Musiksektionsmøderne behandlede forslag til coproduktioner og programudveksling samt seminarer med deltagelse af programmedarbejdere, der havde tilknytning til de pågældende emner. Med udgangspunkt i Nordvisions rapporter 1961-79 gives et kort rids af omtalen af musikafdelings- og programmøder, musikchefsmøder og NV møde om musikdramatiske samproduktioner, i det omfang musikdramatiske værker eller eksperimenterende tv-produktion foreligger som emne.

Det tidlige tv-teater 1951-59

Det er først i 1959 at kompositionsmusikken henlægges under en selvstændig afdeling. Indtil da udgjorde de rene musikudsendelser en del af fjernsynsafdelingens blandede programudbud, medens den kunstneriske tilrettelæggelse af opera og ballet sammen med tv-dramatikken var henlagt under radioens teater- og litteraturafdeling. Dette var de organisatoriske forudsætninger hvorunder særligt opera, oratorium og balletstof blev produceret indtil den tværmediale musikafdeling overtog disse genrer.

Indtil anskaffelsen af båndmaskiner i 1959 var tv-dramatikkens muligheder begrænset til direkte transmission af sceneopførelser eller fra et lille primitivt studie i Radiohuset. Der var ikke som på film mulighed for at redigere og klippe i stoffet. Udviklingen af denne genre foregik derfor som i andre lande som en udløber af scenedramatik, og ikke som en videreførelse af spillefilmen. Repertoiret i forsøgsperioden var flest skuespil, men også 8 opera- og operetteteleviseringer. Ser man på listen af instruktører er det teaterfolk, skuespillere eller operasangere (fx Ole Walbom) og påfaldende få filmfolk, dog havde Søren Melson og Svend Aage Lorentz arbejdet med dokumentarfilm, og man gik herved glip af de erfaringer, som filmfolk kunne have viderebragt til fjernsynet. I Sverige fik det stor betydning at deres største teater- og filminstruktør Alf Sjöberg fra 1955 gav sig til at arbejde med det nye medium. Ingmar Bergman sad i Malmö og så dansk tv og rejste i 1957 til Stockholm for på få dage at skabe sin første tv-teater forestilling, og han arbejdede herefter med mellemrum med det nye medium og skabte nye veje for det.

Fra slutningen af 1950´erne blev det muligt via Nordvision, Eurovision, tv-film og -båndoptagelser at få førstehåndskendskab til udenlandsk fjernsyn, hvor USA var førende inden for tv-dramatik med navne som Paddy Chayefsky og Reginald Rose, som var meget mediebevidste og forstod at udnytte tvs muligheder for intim skuespilkunst, og de fik i midten af 1950´erne slået tv-dramatik fast som en ny dramatisk kunstform, der snart skulle danne skole. Et fællestema var hverdagsrealisme og det drejede tv væk fra de teatertraditioner, der ellers overalt i verden tyngede tv-teatret. Efterhånden som teknikken forbedredes blev det gennem arbejdet med Ampexbånd muligt at klippe, lave overtoninger og arbejde kreativt med båndene. Tv-teatret fjernede sig fra scenedramatikken og nærmede sig filmen. Elementet af samtidighed elimineredes.

Fjernsynet rykkede ud til nye bygninger i Gladsaxe og her skete de store tekniske udvidelser. I 1974 disponerede DR over følgende faciliteter: 5 sort-hvide studier, 3 i København og 2 i provinsen, 3 farvestudier i København. Arbejdsgangen lignede i slutningen af 1950´erne efterhånden mere film end teater (store studier, avanceret udstyr) og et stigende antal filmfolk fik lejlighed til at arbejde med tv-teater fra 1960 (fx Palle Kjærulff-Schmidt, der senere også fik tv-operaopgaver). Repertoiret blev udvidet og der blev televiseret både skuespil, romaner, noveller, hørespil og lavet eksperimenter med spillelængden. I stedet for spillefilmslængden ca. 1 ½ time måtte fjernsynsdramatikken tilpasses som et enkelt punkt på en hel aftens udsendelser og især korte tv-spil blev populære (30 minutters varighed).

Selvom fjernsynsdramatikkens udvikling havde betydning som udgangspunkt for tv-musikdramatikken skabte dens overførsel fra TV-teatret sammen med de øvrige musikudsendelser til Musikafdelingen ændrede forudsætninger, idet den blev lagt i hænderne på en musikprofessionel programstab, der både havde erfaring med tilrettelæggelse af musikdramatik og indblik i de nye musikalske strømninger.

Før fjernsynets tid havde radioen både haft transmissioner, koncertopførelser og studieproduktioner af operaer, både klassiske og nye udenlandske og danske, men radioen kom i fjernsynets epoke til at spille en mindre betydningsfuld rolle. Af egentlige studieproduktioner kan nævnes Bent Lorentzens Euridice (komponeret 1965) uropført i radioen d. 16.12.1969, der ved Prix Italia 1970 fik den italienske radios pris, Karl Aage Rasmussens Historien om Jonas (komponeret 1978-80) med tekst af Poul Borum, der uropførtes i radioen d. 2.9.1982 og blev udgivet på lp, og Ingold Gabolds Cherubin uropført i radio, oprindelig produceret som lydside til en tv-opera, der blev opgivet .

Radioudstillingens smagsprøve på samtidig tv-opera anno 1950 var som nævnt et udrrag af Svend S. Schultz' Solbadet, hvormed kgl. operasangerinde Karen Heerup havde vakt furore ved uropførelsen på Den jyske Opera som den soldyrkende backfisch der belures af diverse mandspersoner. Inden for rammerne af de tredive kvadratmeter der gjorde det ud for studie i fjernsynets forsøgsperiode blev endnu to minioperaer af Schultz udsendt, den 'moralske komedie' for tre personer Bryllupsrejse, der foregår i en togkupé og som var blevet opført talrige steder i landet, og dukkeoperaen Hyrdinden og skorstensfejeren, der var komponeret for mediet.

Duet-operaen Telefonen af Giancarlo Menotti, der ligesom Schultz var repræsenteret med fire operaer i det første tiår, var selvskreven til opførelse under de beskedne vilkår; en større produktionel udfordring var Hakon Børresens Den kongelige gæst med fem medvirkende, en halv snes år senere genopført under mere rummelige forhold..

Det ombyggede radiostudie der blev taget i brug 1954 gav mulighed for lidt mere visuel afveksling, der kom Menottis groteske Gammeljomfruen og tyven og hans gyser Mediet til gode, foruden uropførelsen af Schultz' Marionetterne som han selv ledsagede på klaver.

Et egentligt fjernsynsstudie på to hundrede kvadratmeter gav i 1960 plads for en tillempning af Det kgl. Teaters opsætning af Luigi Dallapiccolas Fangen, som komponisten fik at se under et besøg nogle år senere, Svend S. Schultz' Høst, der siden uropførelsen 1950 på Den jyske Opera havde haft succes på den kongelige; her blev der med megen snilde frembragt en illusion om skiftende inden- og udendørsoptagelser. En anden dyster affære, var Darius Milhauds Den arme matros. Indtil TV-byens studier var fuldt udbygget var en alternativ produktionsmulighed anvendelse af en reportagevogn, der blandt andet blev brugt til en opsætning af Per Nørgårds sceniske oratorium Dommen med konservatoriestuderende 640327. Optagelsen foregik i Palladium filmstudiet i Hellerup med fire kameraer og playback-lyd fra det tidligere omtalte radiobånd^[1]. Indførelsen af billedbånd i 1960 (i fagsprog benævnt Ampex efter det benyttede fabrikat) der primært skulle bruges til at tidsforskyde udsendelserne, gav nogle begrænsede, men dramaturgisk nyttige redigeringsmuligheder.

Den internationale dimension

En voksende præsentation af udenlandske operaproduktioner var begyndt i 1958 med Francis Poulencs Karmeliternes dialoger og året efter Menottis Amahl og nattegæsterne, begge fra USA, den sidstnævnte genudsendt flere gange de følgende år som markering af Helligtrekonger. Som indvarsling af efterkrigsmodernismen kom i 1960 Karl-Birger Blomdahls rumskibs-opera Aniara med indslag af elektronisk musik, udsendt som svensk Eurovisionstilbud, og året efter en 'elektronisk fjernsynsoperafilm' Salto mortale af Henk Badings, en hollandsk produktion med lyd fra Philips-studierne. I 1962 udsendtes Sven Erik Bäcks Tranefjerene, endnu et musikalsk avanceret svensk Eurovisions-bidrag, og året efter en norsk produktion af Poulencs solo-opera Stemmen.

I 1959 indbød den østrigsk baserede, Unesco-tilknyttede radio- og tv-sammenslutning Internationales Musikzentrum IMZ for første gang til en konkurrence for originale fjernsynsoperaer med navnet Salzburg Operapris. Dertil bestilte DR et værk hos Svend Erik Tarp, der i 1954 havde fået børneoperaen Hæsblæs fra Husum uropført under medvirken af blandt andre Radiodrengekoret. Den satiriske teaterforfatter Carl Soya skrev en libretto inspireret af en aktuel begivenhed, en sovjetisk sportsstjerne der havde rapset en hat på en indkøbstur i forbindelse med et internationalt stævne; operaens titel 9.90 er hattens udsalgspris. Med denne komedie optaget i én dekoration deltog DR for første gang i Salzburg Operapris 1962.

Efter 1965

I perioden 1965-78 blev der i gennemsnit produceret tre større operaer årligt, derefter halvanden indtil 1990. Nedgangen hang sammen med at de store dekorations- og kostumeudgifter der havde været en del af de tekniske fællesomkostninger nu blev specificeret i de enkelte produktionsbudgetter; opera var i forvejen den dyreste tv-genre med et meget længere indstuderings- og produktionsforløb end for tv-teater.

Toogtredive af produktionerne tilhørte det etablerede repertoire, fra Händels Xerxes til Bergs Lulu, Stravinskijs Lastens vej, Orff's Månen eller Brittens Skruen strammes og Albert Herring. Hertil kom hovedparten af transmissionerne fra Det kgl. Teater, produktioner fra udlandet, sangerportrætter og reportager.

Det nye repertoire omfattede fireogtyve større produktioner og ti mindre, en transmission, seksten udenlandske produktioner og femten reportageindslag.

Tre store produktioner 1965-67

Konen i muddergrøften var den sjette opera af Svend S. Schultz der blev udsendt, den første der var produceret i legemsstørrelse. Det var en aktualiseret udgave af eventyret med hib til højre og især venstre, deraf en frådende parodi på avantgardesnobberi med Schultz selv i rollen som musikalsk charlatan.

Hans Werner Henzes En verdens undergang havde ligeledes politiske undertoner og harcelerede over dekadent kultur; begge forestillinger var tilrettelagt af Musikafdelingens operaproducent Erik Schack. Det var en radioopera der havde været sat op som teaterforestilling i Tyskland. Undergangen sker i form af en oversvømmelse, der dog endte med at blive fingeret, da den viste sig for vanskelig at realisere i praksis; produktionspersonalet kaldte dog fortsat forestillingen En verden under vand.

Efter Det kgl. Teaters vellykkede uropførelse af Thomas Koppels Historien om en moder 1965 blev der bestilt et oplæg til en tv-opera hos ham. Et forslag fra ham og broderen Anders blev antaget, men brødrenes aktiviteter med gruppen Savage Rose kom i vejen for projektet, og Thomas Koppel bad til sidst om at blive løst fra aftalen.

Med bestillingen af Ib Nørholms Invitation til skafottet efter Vladimir Nabokovs roman lykkedes det at etablere et løbende samarbejde mellem komponist, librettist og instruktør således at udarbejdelse af tekst, musik og dramaturgi foregik sideløbende. Instruktøren Søren Melson der havde filmerfaring og tillige var billedkunstner indtalte endog Poul Borums forbindende tekster.^[2] Dette værk åbnede nye perspektiver for opera som fjernsynsgenre, både musik og fremstillingsform var udformet med tanke på mediet.

Små operaudsendelser

I perioden 1966-71 var samtidig opera ellers mest repræsenteret af reportager fra operaopførelser og simple transmissioner af musikdramatiske kammeropsætninger..

En udsendelse om Niels Viggo Bentzons Faust 3 indeholdt uddrag af Kieleroperaens gæstespil på Det kgl. Teater^[3]. Kulturafdelingens og Musikafdelingens fælles magasin Vinduet havde 1967 indslag om Per Nørgårds Labyrinten på Det kgl. Teater og introduktion til Invitation til skafottet ved Poul Borum, 1968 reportageklip fra Det unge Tonekunstnerselskabs turné med to enaktere, Henning Christiansens konkretistiske Dejligt vejr i dag, n'est-ce-pas, Ibsen? - til tekst af Hans-Jørgen Nielsen og Mogens Winkel Holms absurd ekspressionistiske gyser Sonate for fire operasangere. Et halvt år efter blev hele forestillingen udsendt i en studieproduktion. Winkel Holms opera blev produceret påny 1990, denne gang i farver, men under titlen Sonate i sort.

Per Nørgårds 'musikalske scenespil for mennesker' Babel blev optaget i Falkonercentret med seminariestuderende i 1968 men først sendt i uddrag året efter; forestillingens indledende gongslag blev som tidligere nævnt brugt som materiale til en selvstændig lyd- og billedkomposition.

DUTs kammeroperavirksomhed fortsatte i 1969 med en konkurrence hvis førstepris gik til Erik Jørgensens Skyggen af en drøm, en kantate med billedklip fra fotoudstillingen Family of Man. Både den og to andre forestillinger blev udsendt under rubrikken Ny dansk opera: Svend Nielsens hverdagsepisode Bulen og Fuzzys Skratch 'en billed- og lydfantasi' der blev udsendt indlet med reportageklip fra indstuderingen. I 1971 fulgte Gunner Møller Pedersens opera/musical Noget med tekster af Per Højholt, opført i samarbejde med Danmarks Radio.

Beslægtede udsendelser var Erling Brenes kammeropera Besøgeren optaget på Den jyske opera 1969 og indstudering med efterfølgende opførelse af Finn Saverys kantate Var-er-vil være med tekst af Finn Methling 1971.

Opera i farve 1971-81

Med Invitation til Skafottet var der udstukket nogle ideale principper for videreudviklingen af tv-opera som selvstændig genre. Bortset fra nogle få studieproduktioner tilrettelagt som tillempede teateropsætninger: Benjamin Brittens Skruen strammes 1968, hans Albert Herring 1977 og Antonio Bibalos Frk. Julie 1978 var de samtidige operaer enten bestilt med fjernsynsopførelse for øje eller iscenesat på mediets præmisser. I den henseende var fjernsynsversionen fra 1970 af den avancerede omend ikke samtidige Lulu af Alban Berg, den hidtil mest ressourcekrævende tv-produktion^[4], med til at konsolidere genren i mediet.

Til principperne for tv-operabestillingerne hørte at komponist og librettist havde kendskab til mediets muligheder og begrænsninger, og at partituret blev til i samarbejde med instruktør og producer. Principperne blev afprøvet mere eller mindre konsekvent gennem seks store studieproduktioner og fire mindre filmproduktioner, fordelt på fem komponister der alle havde været involveret i forskellige typer af tv-produktion.

Ingolf Gabold

Som lydproducer havde Gabold lejlighed til at følge produktionen af Invitation til skafottet, Lulu og flere mindre operaoptagelser. Medens forberedelserne til hans egen Syv scener til Orfeus fandt sted deltog han i de fjernsynsæstetiske diskussioner under værkstedsarrangementet Komponister i TV, blandt andet om virkningen af at udskyde opfyldelsen af modtagerens forventninger - sådan som det er tilfældet i operaens to første minutter der er uden lyd; fjernseerne fik dog forinden at vide at det ikke skyldtes en teknisk fejl. Hensigten var at vise at handlingen udspiller sig i hovedpersonens indre; den udfolder sig som en anskueliggørelse af C. G. Jungs psykoanalytiske teori, inspireret af tidens psykedeliske eksperimenter. Den stumme hovedrolle havde Eske Holm, der også stod for koregrafien af blandt andet et fægteoptrin udført af fire karate-udøvere. Vokalpartierne er tekstløse.^[5]

Syv scener fik årets Salzburg operapris og blev i den anledning genudsendt med en introduktion ved komponisten. Gabolds tre år senere opera I Vandmandens tegn var en filmproduktion af mindre omfang med astrologisk udgangspunkt og med betegnelsen komposition for tv.

Musikken til en tredje opera Cherubin, som de to foregående med dybdepsykoligsk handlingsgrundlag, blev indspillet med otte solister, Radiokoret og Radiosymfoniorkestret, men tv-produktionen blev afbrudt da instruktøren Sam Besekow meldte sig syg. Nogle år senere blev musikindspilningen udsendt som radioopera tilrettelagt af Poul Borum 790330.

Ib Nørholm

Efter Invitation til skafottet havde Nørholm deltaget i den halvdramatiske tv-opsætning af sangkredsen Tavler til Orfeus og overværet værkstedsarrangementet Komponister i TV. Operaen Den unge park var imidlertid bestilt til Det jyske Musikkonservatorium hvor den blev uropført i 1970, derpå nyopsat på Den jyske Opera. Sidstnævnte opsætning blev omplantet til tv-studiet og frigjort af scenerummets begrænsninger ved ekstensiv brug af elektronisk billedbearbejdning. Værkets rent instrumentale mellemspil gav derimod ikke anledning til selvstændig visuel udfoldelse.

Før tilblivelsen af sin næste opera havde Nørholm deltaget i visualisering af klaverværket Strofer og marker. Operaen Havemuren var bestilt med henblik på både en enkel tribuneopsætning, som Operaakademiets og Konservatoriets studerende kunne opføre ved et gæstespil på Royal College of Music i Manchester, og en efterfølgende studieproduktion. Indstudering og turné blev udførligt skildret i reportagen Bag Havemuren, der blev sendt en uge efter operaen.

Sven Erik Werner

Werner gjorde sin første fjernsynserfaring med billed-lydkompositionen Cancer 710615 efter Aleksandr Solsjenitsyns roman Kræftafdelingen, hvortil lydsiden indspillet af en strygekvartet og billedsiden begge bestod af korte, indbyrdes forskudte sekvenser Forinden havde Werner deltaget i Forfatterskolens radioeksperimenter hvor komponister og forfattere arbejdede sammen, for hans vedkommende med tekst/ lydkompositionen SusieQ (udsendt 710122) sammen med forfatteren Niels Lund, der også stod for teksten til Der er blevet skabt så meget.

Det visuelle helhedsindtryk er et overvældende, broget opbud af dekorationer og rekvisitter. En skrivelse fra instruktøren Daniel Bohr sendt under produktionsforløbet til generaldirektør, programchef, producent, komponist, teknisk producer, lydproducer (Ingolf Gabold), scenograf og kostumier, viser at uforudsete komplikationer ved denne som så mange andre store produktioner havde ført til overskridelse af de planlagte rammer.

Værket blev samsendt med stereolyd på radioens program 1 efter en kort introduktion ved komponisten. Werners opera Den hellige kommunion opført 1973 på Det kgl. Teaters anneksscene Comediehuset, blev tilsvarende præsenteret både i radiorubrikken Teatertid og i en bredt anlagt fjernsynsreportage året efter.

Et forslag til en ny tv-opera efter en novelle fra Villy Sørensens Formynderfortællinger blev i første omgang afslået, men siden realiseret under titlen Formynderne.

Villy Sørensen introducerede udsendelsen af Formynderne, der blev samsendt med radioen i stereo og dér efterfulgt af en times udsendelse hvortil lytterne kunne ringe ind og diskutere med komponist, forfatter og instruktør (optaget 801209).

Henning Christiansen

En række radioeksperimenter udsendt blandt andet i rubrikken Vor tids musik kulminerende med montagen To play to-day 660201 blev efterfulgt af den konkretistiske opera Dejligt vejr i dag, n'est-ce pas, Ibsen? bestilt af Det Unge Tonekunstnerselskab og opført sammen med Mogens Winkel Holms Sonate for fire operasangere. Der blev vist en reportage fra forestillingen, der blev optaget og udsendt sammen med en diskussion mellem komponisterne, forfatterne og instruktøren.

Sammen med instruktøren Peter Thorsboe stod Christiansen i 1974 for den gemytligt absurde 'En hyldest til de gamle eller: "Satie i høj sø". En munter filmfantasi om komponisten Eric Satie og forfatterinden Gertrude Stein' Den var uden sang, hvorimod der i de to følgende produktioner var underlagte vokalstemmer som skuespillerne mimede til: Blomsten og forræderiet har undertitlen en tv-fortælling i fem satser. Det er en socialrealistisk gengivelse af H. C. Andersens grumme eventyr Rosenalfen, afsluttet med afsyngning af en halvrevolutionær tekst af Sophus Schandorf (1836-1901). Modstykket var 'mini-klovne-operaen' Bredas fald, en farce om en maler og hans model spillet af komikerparret Clausen og Petersen.

Også de to sidstnævnte produktioner var instrueret af Peter Thorsboe, der desuden skrev libretto til Den otteøjede skorpion. Parrets tilstræbte folkelighed dannede modvægt til de forudgående meget sofistikerede tv-operaer. Føljeton-formen, valget af den folkekære Poul Reichardt til hovedrollen, en scenografi i tegneseriestil af Jørn Mathiassen samt placeringen i ugens bedste sendeflade søndage mellem kl. 20 og 22 understregede intentionen om en bred seer-appel, ordet opera var endog udeladt i undertitlen 'tv-krimi i 4 afsnit'.

Straks efter den første udsendelse strømmede protesterne ind til DR som til pressen, i en radioudsendelse 790903 blev komponisten interviewet om 'den sønderlemmende kritik'. Enkelte velovervejede læserbrevs-kommentarer kunne dog anvendes i den udførlige redegørelse, som Mogens Andersen efter drøftelser i Musikafdelingen udarbejdede til TV-direktørens programkollegium og til Radiorådets programudvalg .

Intern storvask

Kommentarerne i programudvalgsmødet 791204 var helt igennem negative, og uden at der blev konkluderet var det klart at genren hang i en tynd tråd - en tråd jeg imidlertid havde indvævet i mit indlæg under mødet: I stedet for som sædvanlig at indspille orkester og kor med eller uden solostemmer før sangerne går i tv-studiet var der for de næste to operaer aftalt samproduktion med Den jyske opera om opførelse på scenen forud for optagelserne i tv-studiet.

At den økonomiske fordel ved at dele indstuderingsomkostningerne ikke var uden betydning fremgik indirekte af min bemærkning om at midler til musikdramatisk produktion var blevet reduceret med 40% "...bare inden for de sidste 10 år - jeg vil slet ikke tale om, hvordan det har været tidligere..." (til forståelse af den sidste bemærkning kan nævnes en opgørelse til TV-programkollegiet i 1971 der viser at den nyproducerede musikdramatik var blevet halveret siden 1960) "...Det betyder selvfølgelig, at der er længere mellem snapsene..."^[7]