Historien om Vor tids musik

Elektronisk musik er et vidt begreb, men er kendetegnet ved, at alle (eller de fleste) lyde i lydbilledet er genereret af elektroniske musikinstrumenter eller via båndoptager, tonegeneratorer. Desuden kan der anvendes software til at danne lyden eller bearbejde den. Danmarks første elektroniske komponist er Else Marie Pade. Af de tidligste elektroniske komponister internationalt kan nævnes Pierre Schaeffer, Karlheinz Stockhausen og Herbert Eimert.

I Danmarks Radio udviklede dygtige lydteknikere og ingeniører muligheder for lydproduktion, som komponister senere fik glæde af, den første var Else Marie Pade, som fik produceret sin elektronmusik i DRs Laboratorium 3 i samarbejde med teknikere.

I det følgende beskrives det forarbejde, der blev gjort for at få udviklet et elektroakustisk lydlaboratorium i DR på niveau med de øvrige landes og radiofoniers lydstudier med et uddrag fra Historien om Vor tids musik kapitel 5. De løsninger, der blev skabt, var samarbejde, individuelle private lydstudier, lån af Elektronmusikstudion i Stockholm, indtil DIEM blev oprettet i 1984 i Århus.

Elektrofonien der blev væk

I Mogens Andersens rapport til Radiorådet^[1] fra Journées internationales de musique expérimentale 5.-10. oktober 1958 under Verdensudstillingen i Bruxelles nævnes de studier, hvorfra der var blevet præsenteret båndmusik, deriblandt radiofonierne i Paris, Köln, Milano og Tokio, og det oplyses at både den svenske og den polske radio har planer om at oprette tilsvarende studier. I øvrigt henvistes til studietekniker Sven Drehn-Knudsens udførlige orientering til Teknisk direktør^[2] (der for musikbeskrivelsernes vedkommende var sammenfaldende med Else Marie Pades artikel Tonens rumfart tur/retur i dmt)^[3].

Drehn-Knudsen omtaler bl.a. den succes Henri Pousseurs Rimes I for orkestergrupper og højttalere havde haft, alle tre dele blev opført i DR 601121. Han berører også båndmusikkens radiofoniske muligheder, men kommer ikke her ind på tanker om et permanent studie i DR. Teknisk Afdeling udarbejdede dog et forslag til indretning af et registreringsrum for elektronisk musik. Forslaget blev forelagt for Programudvalget, der 590421 havde en første drøftelse på baggrund af atomalder-udsendelserne. Formanden Peder Nørgaard fandt ”at denne opgave ikke var en statsopgave, men i høj grad en privat sag, og en opgave som de store lande måtte tage op”. Det blev også konklusionen på mødet 590505 trods støtte fra teater- og litteraturafdelingen og enkelte udvalgsmedlemmer. Formanden oplyste, at det drejede sig om mange penge, henved 150.000 kr. til et registreringsrum, til at begynde med kunne det dog beskæres til ca. 25.000, og da Kappel bekræftede, at Sveriges Radio var ved at indrette et studie, endte det med ”at man finder det vigtigt, at afdelingerne følger med i, hvad der sker på dette område, og at man ikke vil være bange for at give plads for udsendelser”.

På det nordiske musiksektionsmøde i København 1959 orienterede Mogens Andersen om den hidtidige udvikling, der skyldtes ”de pågældendes gå på mod. Ud over det normale studieapparatur har lydlaboratoriets forsøgsudstyr i perioder kunnet stilles til disposition, dog kun uden for den normale arbejdstid og med frivillig assistance.” Efter afslaget på at indrette et studie var den i 1955 oprettede studiegruppe blevet videreført.

Nogle henvendelser udefra viser, at der var interesse for at benytte DRs produktionsapparatur: I 1960 søger Falkoner Centret om tilladelse til at Else Marie Pade benytter lokale og materiale i DR til produktion af en kompositionsbestilling, hvilket bevilges, resultatet er kompositionen Lys og lyd med tekst af Piet Hein. I Musikafdelingens anbefaling kalder Tage Nielsen det ”betydningsfuldt, at dette medium udforskes mest muligt, idet man ikke kan udelukke muligheden af, at elektrofoni kommer til at spille en ret betydelig rolle i radio og fjernsyn for fremtiden”.

Året efter producerer Pade musik til Statens Filmcentrals kortfilm Vikingerne, og i 1962 får Studenterscenen tilladelse til at Else Marie Pade benytter DRs teknik til musik til forestillingen Cayennepeber. Samme år får Stiftelsen Malmö Konserthus på anbefaling af Kappel og lederen af lydteknisk laboratorium Søren Sørensen økonomidirektørens ja til at Mogens Andersen kan medvirke ved opførelse af bl.a. Hambræus’ Konstellationer II for lydbånd og dertil låne apparatur.

Ligeledes i 1962 søger Det Kgl. Teater adgang for Poul Rovsing Olsen til at producere et ”elektronisk bånd” til Kjeld Abells Skriget, men teatrets lydtekniker der var uddannet i DR fandt imidlertid en anden løsning.

Per Nørgårds båndmusik

Til produktion af båndmusik i de ordinære registreringsrum blev elementære tricks som baglæns afspilning, klipnning, lagvis sammenspilning, båndsløjfer m.m. flittigt anvendt. Der kunne lånes simpelt måleudstyr fra lydlaboratoriet som tonegenerator og en vekselstrømsmodulator, der gik under navnet Fido, fordi den kunne trækkes på en lille lav vogn, og som kunne bruges til at graduere båndhastigheden.

Den komponist, der gjorde mest brug af disse muligheder, var Per Nørgård. I 1962 søger han ”bistand til udarbejdelse af elektroniske afsnit i et værk”^[4]. Hertil oplyser Mogens Andersen, at produktionen ”i alle tilfælde vil blive bragt i udsendelse” og beder om bekræftelse på at bånd nr. R 10024-62 kan udleveres til opførelse af ”Dommen” samt dernæst udlevering af kopi af ”Titanic”.

Optagelserne til Titanic omfattede reallyd, instrumentalmusik og orgelklange med efterfølgende redigering marts-april 1962. Ved uropførelsen i Studenterforeningen senere blev Thorkild Bjørnvigs digt læst af Mogens Wieth; han havde frygtet at blive overdøvet, men til hans lettelse satte den ene højttalerkanal ud^[5]. Senere indlæste han teksten til brug for udsendelse 620901.

Til en opførelse af oratoriet Dommen på konservatoriet blev der produceret et collagebånd med bl.a. Jesu korsfæstelsesord. Under redigeringen viste det sig vanskeligt at finde en lyd der kunne illudere naglerne der bliver slået i korset. Til sidst gik Mogens Andersen ind i speakerstudiet, åbnede for mikrofonen og stødte det tunge glas-askebæger mod den, til teknikerens forfærdelse og komponistens tilfredshed. Opførelsen blev udsendt i fjernsyn 1964.

Kompositionen Jorgos byggede på dagbogsblade af en græsk fremmedlegionær, oversat af Ivan Malinovski, indtalt på dansk og græsk af Radioavisens chef Niels Grunnet og derefter lydbearbejdet. Værket blev uropført ved Land og Folks kulturaften 1963, som Mogens Andersen overværede, under medvirken af Nørrebros Ungdomskor, hvis medlemmer var placeret blandt publikum. Derfra ledsagede de en beretning fra Algierkrigen med synkrone udråb på græsk og løb til sidst frem til scenen og kastede sig ud i et voldeligt optrin. En senere opførelse i Kunstakademiet blev optaget og overspillet af Nørgård og udsendt 640226. Megamord 660129 er et agitationsdigt af Ivan Malinovski udsat for råbekor med primitiv guitarledsagelse. Musikken til hørespillet Såret kommenteres af Nørgård 660225.

Oratoriet Babel 1966 indledes med afspilning af et collagebånd samtidig med at publikum lukkes ind. Til redigeringen fik Nørgård tildelt fire timer til udsendelse ”senere”. Grundmaterialet er interferenstoner, der glider over i et gongslag afspillet bagfra som båndsløjfe. Babel blev uropført i Stockholm i september. Optagelser fra en opsætning i Falkoner Centret maj 1968 blev benyttet af Børne- og Ungdomsafdelingen til en radiodokumentar-udsendelse der begynder med ”et lille uddrag af elektronisk lyd ” og af Musikafdelingen til en tv-udsendelse 700119.

Forinden havde produceren Jørgen Mydtskov sammen med Nørgård på grundlag af Babel-indledningen lavet en ”klangvision sat i billeder” der blev udsendt i fjernsyn 680819 med overskriften Gonggg. En videreførelse af denne klangvision var Den fortryllede skov, som Nørgård producerede i Holstebro Elektronmusikstudie, præsenteret i to versioner som ”nervemusik” i Resonans 681102 sammen med et citat af Babel-indledningen og præsenteret af Nørgård i Radiohusets Koncertsal sammen med musik af Pade og Lorentzen udsendt i Resonans 690426 og udvalgt som DRs bidrag til Prix Italia.

På dette tidspunkt var forberedelserne begyndt til produktion i Elektronmusikstudion i Stockholm af Per Nørgårds tv-pausemusik.

Nørgårds interesse for eksperimenter kommer til orde i Resonans 691017, hvor han og Ib Nørholm diskuterer med udgangspunkt i et oplæg af Jens Brincker om computermusikkens teknik og æstetik. Den giver sig desuden udslag i hans deltagelse i de stereoforsøg, der omtales nedenfor, samt 750212 i en optagelse af Turn, som han indspillede på renstemt klaver.

Andre gæster

I mellemtiden havde Jørgen Plaetner indrettet et studie på Statens Blindeinstitut ved Kalundborg, hvorfra nogle tidlige kompositioner præsenteres i Vor tids musik 600928 og en julekantate samme år^[6]. Her foregik også elektronisk produktion, bearbejdning og redigering af lyd til radiooperaen Den genfundne Ofelia, hvortil sangpartierne var optaget i Radiohuset. I stedet for brug af DRs redigeringsfaciliteter fik Plaetner ekstra honorar. Ofelia blev udsendt 620331 med en indledning hvor Plaetner udførligt og med eksempler redegør for tilblivelsen og handlingsforløbet.

I Vor tids musik 631126 præsenteres igen et stykke af Plaetner og to produceret i Radiohuset af Svend S. Schultz og Fuzzy. Jørgen Plaetners Beta indgår i en serie på fire stykker påbegyndt 1962 og er baseret på rent syntetisk materiale, begrænset af hans eget apparaturs formåen. Også her forklarer Plaetner detaljeret kompositionprincipper og forløb.

Baggrunden for Svend S. Schultz’ Pastorale nr. 5 er et ønske om at realisere en sekstenstemmig vokalsats uden gruppevirkning hvilket næppe kunne opnås i levende opførelse. Produktionen foregik ved optagelse af stemmerne enkeltvis og efterfølgende synkronisering, der krævede 36 timers arbejde sammen med hørespilteknikeren Finn Quist^[7], der også havde redigeret materialet til Fuzzys korte Ave, en DR-bestilling^[8]. Det var oprindelig beregnet til en teaterforestilling, hvortil musikken skulle være på bånd. Fuzzy fandt det derfor urimeligt at bruge en instrumentaloptagelse, men da han var ”relativt ukendt” med elektronisk lydproduktion^[9] blev det en båndcollage, baseret på et partitur der angav styrke, efterklang m.m. for de enkelte elementer samt en indspilningsliste over elementerne, fra helt frit improviserede skrig og melismer til fuldstændig bundne klange og forløb. Der blev indspillet 27 forløb med fem sangere, et orgel, to bordknive, en gong, bjælder og en gammel tedåse, hvorefter råmaterialet blev sorteret og bearbejdet, og de udvalgte afsnit klippet sammen på grundlag af partituret.

Andre studier

I 1966 indledte Det Jyske Musikkonservatorium et samarbejde med Århus Teknikum om et elektronmusikstudie, hvor Bent Lorentzen afholdt et introduktionskursus for Per Nørgårds kompositionsklasse^[10]. Hermed indledtes en udvikling der bl.a. førte til at Fuzzy og Gunner Møller Pedersen indrettede egne studier.

Plaetner havde allerede i 1960 ^[11] foreslået kolleger at være med i et andelsstudie, men ideen vandt ikke tilslutning. Da han i 1967 blev stadskomponist i Holstebro indrettede han dér et elektronmusikstudie under navnet HEMS, som han indbød andre til at benytte, hvilket blandt andre Per Nørgård benyttede sig af til Den fortryllede skov.

Fra disse kilder tilflød der de følgende år udsendelserne en jævn strøm af båndmusik, der i enkelte tilfælde blev viderebehandlet i DR, fx et stykke for klaver og kontrabas med forproduceret lydbånd af Tom Prehn, der havde deltaget i Lorentzens kursus, indspillet i Århusstudiet 1967, men først udsendt 690614 i Resonans; her blev den meste båndmusik placeret, således 690905 en rapport med eksempler fra et elektronmusikkursus for begyndere på Holstebro Musikhøjskole.

Elektronmusikstudion i Stockholm

Siden begyndelsen af 1950´erne havde der været præsenteret elektronisk musik i Sverige, både i radio og på koncert. En af de første svenske elektronmusik-komponister var Bengt Hambræus, der i 1955 producerede stykket Doppelrohr II i den vesttyske radio i Köln. I 1957 fremlagde Karl-Birger Blomdahl sammen med sin norske i Stockholm bosatte kollega Knut Wiggen forslag til et produktionsstudie. I 1959 vakte Blomdahl opmærksomhed ved benyttelsen af elektronisk og båndmanipuleret musik i rumoperaen Aniara, og året efter holdt Wiggen et kursus ved et interimistisk studie oprettet af musikforeningen Fylkingen. Et nyt forslag fra Blomdahl i 1963, da han var udpeget som musikchef i Sveriges Radio, førte to år senere til indretning i de tidligere radiostudier på Kungsgatan af ’en klangverkstad’, hvor unge komponister og lyrikere eksperimenterede de følgende år.

Efter at Mogens Andersen i 1966 var blevet musikchef deltog han under et nordisk musiksektionsmøde i en forevisning af Klangverkstaden, og i forbindelse dermed orienterede Blomdahl om planerne for et elektronmusikstudie der skulle være et nordisk sidestykke til de store Philips- og Siemens-studier. EMS skulle være en selvstændig institution tilknyttet Sveriges Radio, og Blomdahl ønskede derfor sine nordiske kollegers tilsagn om at placere deres elektronmusikproduktion dér, hvilket han fik, for MAs vedkommende i overensstemmelse med Radiorådets ovenfor omtalte beslutning.

Den første danske EMS-produktion var en variabel tv-pausemusik bestilt hos Per Nørgård 1968 på MAs forslag. Dens tilblivelse og korte liv i billedmediet omtales i bogen Historien om Vor tids musik, fjernsynskapitlet s. 268. Siden blev den en tid brugt som radio-pausemusik.

EMS tiltrak sig opmærksomhed i dansk musikliv. I 1968 formidlede Mogens Andersen besøg af Jens Brincker; og Sven Erik Werner henvendte sig til studiets leder Knut Wiggen om en samtale med ham ”og Bent Lorentzen, der jo arbejder i studiet” til brug for en rapport om studiet i Resonans. Lorentzen opholdt sig på et stipendium og beskrev i udsendelsen 680302 det midlertidige og det nye EMS, medens nogle svenske komponister fortalte om elektronmusikkens perspektiver; Lars Gunnar Bodin erklærede instrumentalmusikken for død og elektronmusikken for begyndelsen på nye tider. Lorentzens EMS-værker Menneskenes gøgler og På opdagelsesfærd i pianoets sælsomme indre og ydre verden uropførtes ved ovennævnte koncert i Radiohuset med efterfølgende Resonans-udsendelse 690426.

Danmarks Radio bestilte i de følgende år værker til produktion i EMS hos komponister, der foruden honorar fik rejsetilskud: Nils Holger Petersen: Josef i brønden udsendt 1972 og med komponistens kommentar 750415, Else Marie Pade: Klangfarver fra EMS 1972, Henrik Colding-Jørgensen: Jeg ved det godt, produceret 1973, udsendt 1975.

I en periode blev Gunner Møller Pedersens Lydår, produceret i hans eget studie til Glyptotekets vinterhave 1977-82, benyttet som radio-pausemusik som tidligere Nørgårds Kalendermusik.

Samtidig med datateknikkens udvikling blev musik baseret på ren elektronisk lyd udvidet med live electronics, sampling, computergenerering, interaktiv computermusik. Selvom ideen om ’radioens egen musik’ fortonede sig, blev DRs aktive rolle videreført med bestillinger af såvel ren musik som tekstbaserede værker og musikdramatik.