Historien om Vor tids musik

Pluralisme kendetegner flerhed og samtidighed. Ordet forbindes enten med en social situation, hvor etnisk, religiøst eller kulturelt adskilte grupperinger interagerer samtidigt; eller en situation hvor flere forskellige vinkler eller metoder benyttes for at håndtere et emne eller fænomen. I musikken bruges ordet ofte når flere forskellige stiltræk eller stilarter optræder i samme værk (eller hos samme komponist (stilpluralisme). Begrebet knytter sig tæt til postmodernisme og såkaldt "musik på musik" (musik som i større eller mindre grad genkomponerer eksisterende musik). Komponisten Karl Aage Rasmussen nævner den sovjetisk fødte komponist Alfred Schnittke, som beskrev sin musik som "polystilistisk" og desuden en række af den serielle avantgardes oprindelige hovednavne, som han mener har nærmet sig stilpluralisme på forskellig vis - f.eks. Karlheinz Stockhausen, Luciano Berio, Mauricio Kagel, György Ligeti, Niccolò Castiglioni m.fl.

I Norden skal nævnes komponisterne: Olav Anton Thommesen, Sven-David Sandström, Lars Johan Werle, Einojuhani Rautavaara. Desuden englænderne Maxwell Davies, George Crumb. I Danmark: Per Nørgård, Ib Nørholm, Poul Ruders, Karl Aage Rasmussen, Bo Holten, til tider Hans Abrahamsen, Bent Sørensen, Anders Koppel. (Seismograf/DMT)

Ib Nørholm

I bogen 'En tradition af opbrud' handler et af kapitlerne om den mængde værker og teknikker, som viser Ib Nørholms vej til et mere individuelt ståsted i form af accept af pluralismen. Ved udgangen af 1960’erne havde Nørholm gennemprøvet en række af avantgardemusikkens vigtigste udtryksformer, én for én, udfoldet i værker, der blev udslag givende for musikudviklingen i Danmark. Der er ikke blot tale om brud med forskellige aspekter af traditionen, men om stadigt gentagne brud som afvisning af varige løsninger. Stilpluralismen kan betragtes som vendepunktet, markeret med symfoni nr. 2 Isola bella (1968-70), hvori alle de foregående stadier er repræsenteret (serialisme, fluxus, happening, citat/collage, melodi, improvisation, grafisk notation, instrumentalteater), også den minimalisme (repetitionsmusik), der for Nørholm ikke havde bærekraft til selvstændige værker.

Sammenhængen bag Nørholms gentagne brud bliver tydeligere ved betragtning af de følgende årtiers kompositoriske virksomhed, hvor fornyelsesprocessen fortsætter, ikke i rendyrkede enkeltværker, men som en løbende kombination af konstruktion og intuition, en vekslen mellem forvandling og syntese ^[1]. I hans værker forekommer mange interne referencer og udviklingen af et individuelt tonesprog, men samtidig en spændende kunstnerisk dialog med omverden og hans samtidige komponistkollegers værker og idérigdom.

Spørgsmålet om i hvilke henseender og i hvilke perioder Nørholm kan betegnes som avantgardekomponist kan måske besvares ud fra Marjorie Perloffs beskrivelse af avantgardefænomenet^[2] som dybt afhængigt af sin kontekst, ofte en aktivitet, der består af grupperinger af kunstnere, der følges ind og ud af bevægelser i perioder. I mange tilfælde vil de til at begynde med være samlet om det fælles mål at nedbryde og angribe institutioner eller vil være enkeltpersoner, der kortvarigt møder fænomenet for at afprøve virkningerne uden at det nødvendigvis får skelsættende betydning for deres senere kunstværker. I andre tilfælde udgøres avantgardebevægelsen af en enkeltperson som tilfældet er med Baudelaire, Gertrude Stein, James Joyce og Samuel Beckett. Ib Nørholms værker viser og tilhører en sådan livslang individuel beskæftigelse med avantgardespørgsmålet.

Stilpluralisme

Sideløbende med radioens formidling af de nye strømninger i perioden kom fjernsynet til at spille en stadig større rolle ved blandt andet at udsende både danske og udenlandske produktioner, der eksperimenterede med tv-mediet. I den sammenhæng kom musikdramatikken til at spille en betydningsfuld rolle.

Den første egentlige tv-opera var Ib Nørholms Invitation til skafottet op. 32 (1965) til libretto af Poul Borum, udsendt 10.10.1967. Det var Nørholms debut i fjernsynsmediet, instruktøren var Søren Melson, der havde erfaring både som billedkunstner og filminstruktør, hvilket var usædvanligt på dette tidspunkt, da de fleste tv-instruktører kom fra teater- eller operaverdenen. Operaen bygger på Vladimir Nabokovs roman fra 1935 og er præget af en stilistisk mangfoldighed, der kommenteres således af komponisten:

Denne vel nok problematiske stilistiske inhomogenitet er altså parakdoksalt nok værkets stil, ikke et almenbrugeligt princip, men her taget i anvendelse for at pejle den dramatiske konflikt mellem det eneste menneske og de ham omgivende genfærd, varulve, parodier. [1]

De tanker, komponisten gjorde sig i forbindelse med sin dobbeltrolle og den fremmedgørelse, han demonstrerede med værket Exil, formuleres ved hans præsentation af tv-operaen Invitation til skafottet i DMTs foromtale:

”Det var altså ikke med ønsket om at eksperimentere, at jeg nærmede mig opera-genren, men i en opfattelse af formen som fuldgyldig: næsten axiomatisk…Mere prekær var sagen med hensyn til melodi. Dette nu så forladte og antikverede begreb forekommer mig trods alt ligeså uadskilleligt forbundet med begrebet sang, som sangen er forbundet med begrebet opera. Derfor blev accepten af det sangbare i betydning den iørefaldende melodi for mig en provokation og måske den mest inciterende udfordring.” [2]

Hovedpersonen Cincinnatus følges operaen igennem af en violinstemme. I stil med Wagners operaer følges hver hovedfigur af et ledemotiv, dog hos Nørholm ledsaget af et fast instrument. I scener, hvor vi ser hallucinationer og flash backs fra hovedpersonens liv indgår der båndmusik der giver musikken flere fortællerlag, et af de få tilfælde, hvor Nørholm bruger båndmusik. Han forklarer om operaens brug af collage:

”Alle elementer har bestemte æstetiske sammenhænge de tilhører, i collage er ting der citeres taget ud af deres relationer, og gjort absurde, man sætter ´afdøde´ elementer sammen. Det eneste spændende er den surrealistiske effekt, hvor man med afsjælede objekter, placeret i en absurd sammenhæng, skaber en stilistisk, psykologisk kortslutning…Men at tro at man kan komponere med disse elementer som om de var levende, er et langt spring…Man kan ikke genoptage de hierarkier, der er dementeret af den musikalske udvikling.” [3]

I 1. akt høres en ballade om Cincinnatus sunget som en poppet refrainsang, situationskarakteristik anslås ved citater af march- og cirkusmusik, visittur fra Les Lanciers, Chopins Polonaise militaire, kulminerende i en scene hvor Cincinnatus skriver brev til en parafrase over brevarien fra Eugen Onegin. Dette blev begyndelsen til Nørholms brug af den udtryksform der herefter blev kaldt stilpluralisme, en mulighed for at lukke virkelighedens modsætninger ind i værket for at skabe konfrontationer og spændinger, ikke en holdningsløs laden stå til, som begrebet blev tolket af nogle. Nørholms to følgende operaer Den unge park 1969-70 og Havemuren 1976 blev siden vist i fjernsynsversioner.

Efter Invitation til skafottet blev stilpluralisme den bærende udtryksform blandt andet i Nørholms programmatiske symfonier nr. 2 Isola Bella (1968-70) og nr. 3 Dagens mareridt (1977).

Ib Nørholm gør rede for sit forhold til det symfoniske i et interview i DMT 1988/89 nr. 5, hvor han - i forbindelse med pladeindspilningen af symfonierne nr. 5 og 7 og Mogens Andersens gennemgang af disse symfonier i DMT 1988/89 nr. 4 - siger:

”Det er klart at som form betragtet gælder den klassiske model ikke - den er jo ganske gradvis gået i opløsning og blevet afløst af en masse individuelle løsninger. Men der er selvfølgelig reminiscenser. Stravinskij kalder situationen monolitisk: Alt er enkeltstående, isolerede fænomener med hvert deres eget tilsnit, hvor fællesmængden sådan set er meget ringe.”

”Jeg har egentlig været fascineret af at referere til litterære former, novelle og roman. Og skal man lave en analogi skal det selvfølgelig være romanens teknik, dens fortællemåde og opbygning, som kan influere på tanker og forestillinger om symfoniens form."