Historien om Vor tids musik

Tilløb til samproduktion

Samproduktionsideen var med held blevet afprøvet i en enkel form med Havemuren. En tidligere, mindre vellykket kombination af scene- og studieopsætning var Per Nørgårds Gilgamesh, der efter en enkel opsætning i Marselisborghallen blev omplantet til TV-byens store studie. Her var det meningen at nogle opførelser med indbudt publikum optages til sammenredigering. Efterhånden som studieprøverne skred frem blev tilskuerpladsen imidlertid indskrænket, og da der i et område af studiet efter ønske fra instruktøren blev installeret brusere til anvendelse i en regnvejrsscene måtte publikumsideen opgives.

Men det var ikke den samproduktionsmodel der blev hentydet til i forbindelse med Skorpion-debatten; det var en aftale med Daniel Bohr, på det tidspunkt chef for Den jyske opera^[1] om samproduktion af Bent Lorentzens Stalten Mette og et nyt værke af Poul Rovsing Olsen..

Daniel Bohr nåede imidlertid ikke at sætte Stalten Mette på DJOs spilleplan før han forlod stillingen, og hans efterfølger sendte kontrakter ud til de medvirkende i Rovsing Olsens Usher uden at afvente samordning med Danmarks Radio.

Bent Lorentzen

Folkevisen om Stalten Mettelil var titlen på¨den opera der ses et glimt fra indstuderingen af i en reportage fra Det jyske musikkonservatorium 640317, men 1980-versionen var komponeret om fra grunden. Lorentzen havde i de mellemliggende år gjort omfattende erfaringer med musikdramatik og medieproduktion, således blev operaen Euridice uropført som radioproduktion og modtog ved Prix Italia 1970 Den italienske Radios pris (RAI.prisen), Lorentzen tilrettelagde den avantgardistiske tv-film Slut!?! 1972 og den eksperimenterende filmopera Tårnet 1974. Stalten Mette er dog både musikalsk og dramaturgisk traditionelt operamæssigt udformet, scenografien var derimod udpræget fjernsynsmæssig.

Usher

Stalten Mette var blevet uropført 1981 i fjernsynsopsætning uden den aftalte, forudgående teateropsætning og blev dermed den sidste originale danske tv-opera. Den anden aftalte samarbejdsproduktion, Poul Rovsing Olsens Usher, blev til gengæld uropført af Den jyske opera året efter uden den påtænkte overførsel til tv-studiet; først efter den vellykkede uropførelse blev Usher godkendt til tv-produktion..

Tv-opera – Opera for fjernsyn – i kulturhistorisk lys

Med fjernsynets udbredelse i Europa op gennem 1950´erne udviklede opera i fjernsyn sig i årene frem til 1980´erne fra korte tv-transmissioner til operaværker skrevet for mediet og beregnet på et massepublikum.

Tv-operagenren er internationalt set et spændende område, der er forsket meget lidt i. Hvilken betydning arbejdet med mediet har haft for komponister og for udviklingen af operagenren i det hele taget, vil denne artikel belyse med fokus på danske forhold, hvor værker af Ib Nørholm indtager en central plads i genrens udvikling.

Tv-mediet udvikledes først i England og USA. BBC transmitterede den første opera i 1936, og to år senere sendtes den første tv-producerede opera, Rossinis Askepot. I USA udsendte NBC det første bestillingsværk i 1939 – The old Maid and the Thief (Gammeljomfruen og tyven) og i 1951 Amahl and the Night Visitors (Amahl og nattegæsterne) begge af Gian-Carlo Menotti.

Siden er tv-operagenren blevet beriget med værker af en lang række internationale komponister. Heraf blev mange præsenteret ved Opernpreis-festivalen i Salzburg, hvor man hvert andet år viste operaer fra hele verden. Østrig var selv repræsenteret flere gange af Ernst Krenek: Ausgerechnet und Verspielt (1962). Der Zauberspiegel (1966) og Flaschenpost von Paradies (1973). Også Sverige udfoldede betydelig aktivitet med bl.a. Ingvar Lidholm: Holländarn (1967) og Inga träd skall väcka dig (1974), Lars-Erik Larsson: Arresten på Bohus (1980) og Sven-David Sandström: Hasta, o älskade brud (1984).

Af øvrige musikdramatiske produktioner kan nævnes: Benjamin Brittens Owen Wingrave (BBC 1971) og eksperimentelle musik- og stemmeforestillinger som Mauricio Kagels Hallelujah (WDR 1969) og Phonophonie (1979) og György Ligetis Aventures & Nouvelles Aventures (ZDF 1971).

Inden for tv-dramatik var USA førende med navne som Paddy Chayefsky og Reginald Rose, som var meget mediebevidste og forstod at udnytte fjernsynets muligheder for intim skuespilkunst. De dannede skole for en udvikling, der snart skulle slå tv-dramatik fast som en ny dramatisk kunstform. Et fællestema var hverdagsrealisme, og det drejede tv-dramatikken væk fra teatertraditionerne, der hidtil havde dannet forlæg overalt i verden. Med billedbåndmaskinen blev det muligt at klippe, lave overtoninger og arbejde kreativt med båndene. Tv-teatret fjernede sig fra teaterdramatikken og nærmede sig filmen. Hvor udsendelserne tidligere var direkte transmissioner, blev det nu muligt at sende i forskudt tid – samtidigheden bortfaldt.

En væsentlig mulighed tv-operaen havde var at kunne bevæge sig glidende mellem forskellige tidsplaner, og som følge af muligheden for nærbilleder behøvede alt ikke at blive verbaliseret.

Ingvar Lidholm, en af de prisbelønnede svenske tv-operakomponister ved Salzburger Opernpreis, viste i en samtale med Åke Falck om tv-operaen Holländarn over et Strindberg-skuespil, hvordan operaen var en genre midt i en kraftig fornyelse. I en tv-opera var det afgørende, at der skabtes et kontrapunkt mellem musik og billede, og afgørende for udviklingen af dette nye drama var samarbejdet mellem lyd, billede og musik. Komponisten havde muligheden for at skrive et partitur for fjernsyn, give anvisninger til musikerne, beskrive kameravinkler, f.eks. komponere et vibrato i billedet, skrive en tv-foni. I modsætning til teaterorkestrets lyd, skulle en tv-opera høres gennem højtalere og arbejdsredskaberne var mikrofon og båndoptager ved siden af selve orkesrets lyd. Tv kaldes af Lidholm for en slags kunstnerisk røntgenbillede, hvor nærbilleder kan forstås og føles med øjnene. Det var muligt at arbejde med elektronik og nærbilledmikrofoner, så en komposition kunne formes til en meningsfuld musikalsk helhed. Han betoner desuden udviklingen af tv fra informationsmedium til kunstnerisk medium.[4]

I Danmark kom Radiospredningsloven fra 1926 også til at gælde for tv og med den kravet om alsidighed, neutralitet, oplysning og formidling af kultur, det vil sige at hovedvægten lå på mediets informative karakter.

Ved fjernsynets start i 1951 udtalte J.F.Lawaetz, der skulle lede fjernsynsafdelingen:

…det vigtigste i tv er at vise mennesket, det levende menneske og hvad det kan frembringe

Tv var herved tæt på teatret med sin centrering omkring mennesket modsat filmen, hvor mennesket ofte vises som en del af omverdenen. En medvirkende faktor kunne være de primitive optageforhold i de første år i et lille studie i Radiohuset og med et anderledes produktionsudstyr, der havde direkte produktion som forudsætning – modsat filmen – hvilket resulterede i en noget anden æstetik for fjernsynet. Tv-dramatikken er af disse historiske og tekniske grunde præget af kammerspilstraditionen med mange halvtotaler og nærbilleder. Fjernsynsbilledet er mindre og rummer ikke så mange detaljer som filmbilledet. Desuden har de to genrer forskelligt fortælletempo, idet tv-dramatik normalt har en langsommere rytme end spillefilm.

I midten af 1950´erne indførtes Eurovision. Statsradiofonien ændrede i 1959 navn til Danmarks Radio. Der blev indkøbt billedbåndmaskiner – af mærket Ampex – og i 1965 blev tv landsdækkende med en million seere. I slutningen af 1960´erne kom farvefjernsyn, TV-byen i Gladsaxe, det blev muligt at sende til hele verden, og fra 1972 udvikledes stereolyd.

De store tekniske udvidelser betød, at Danmarks Radio i 1974 disponerede over fem sort-hvide studier, tre i København og to i provinsen, foruden tre farvestudier i København. I 1960´erne lignede produktionsmåden efterhånden mere film end teater, og et stigende antal filmfolk fik lejlighed til at arbejde med fjernsyn. Spillefilm har en normal varighed på halvanden time (biografnorm), men for fjernsynsdramatikken fik det betydning, at det dramatiske stof kun var et enkelt punkt på en hel aftens udsendelser, og især korte halvtimes-tv-spil blev populære.

Ved indgangen til 1961 kan den kulturpolitiske situation beskrives med et citat:

Med henblik på at forene social velfærd, demokrati og kunstnerisk frihed blev det dansk kulturpolitiks overordnede mål at opdrage og uddanne befolkningen til demokrati, stimulere til kunstnerisk frihed og at sikre befolkningen lige adgang til kunstneriske oplevelser.[5]

Opera og ballet henhørte først under en selvstændig fjernsynsafdeling, men blev i 1959 henlagt under Musikafdelingen, der de følgende tredive år dækkede både radio og tv. Nogle vigtige forudsætninger for udviklingen af tv-operagenren var, at fjernsynsdramatikken overalt blev betragtet som en udløber af teaterdramatikken og ikke som en videreførelse af spillefilmen. Ser man på listen over instruktører, var det teaterfolk, skuespillere eller operasangere. Der var meget få filmfolk. Forlægget var de direkte udsendelser, der var ikke som på film mulighed for at klippe i stoffet. Ingen kendte spillefilminstruktører arbejdede med tv-teater, og man gik glip af nogle erfaringer, som filmfolk kunne have viderebragt til fjernsynet. I USA og Sverige tog udviklingen en anden retning. Teater- og filminstruktørerne Alf Sjöberg og Ingmar Bergman gav sig til at arbejde med det nye medie og skabte nye veje for det. Fra slutningen af 1950´erne blev det muligt at få førstehåndskendskab til udenlandsk fjernsyn takket være Nordvisions- og Eurovisionssamarbejdet.

Før fjernsynets tid havde radioen både haft transmissioner, koncertopførelser og studieproduktioner af operaer, både klassiske og nye udenlandske og danske, men radioen kom i fjernsynets epoke til at spille en mindre betydningsfuld rolle. Af egentlige studieproduktioner kan nævnes Bent Lorentzens Euridice (komponeret 1965) uropført i radioen d. 16.12.1969, der ved Prix Italia 1970 fik den italienske radios pris, og Karl Aage Rasmussens Historien om Jonas (komponeret 1978-80) med tekst af Poul Borum, der uropførtes i radioen d. 2.9.1982 og blev udgivet på lp.

Genren tv-opera findes i en række forskellige varianter:

A transmission: direkte overføring eller live-optagelse fra en operascene med publikum

B adaption: en opsætning på en operascene uden publikum, hvorved produktionen kan tilpasses mediet

C studie-adaption: sceneopsætning af en opera overført til studiet

D studieproduktion: iscenesættelse af en opera for fjernsynsmediet – enten en tidligere opført opera, en uropførelse af en opera oprindeligt beregnet for scenen eller en opera bestilt for fjernsyn

Det sidste betegnes i det følgende som original fjernsynsopera.

Danmarks Radio har udsendt utallige operaer inden for de her nævnte kategorier, både udenlandske og danske produktioner. De fleste har været klassiske operaer. Af disse ældre og nyere klassikere inden for operarepertoiret vil jeg nævne Carl Nielsens Maskarade (1904-06), der blev vist i fjernsyn d. 1.1.1965, og Danmarks Radios største satsning gennem tiderne – operaen Lulu af Alban Berg (1937), der sendtes d. 3.2.1970 og blev den til dato dyreste, men også en fremragende produktion såvel musikalsk som teknisk.

Her drejer det sig imidlertid om studieproduktioner af danske operaer.

Baggrunden for at sende disse økonomisk, kunstnerisk og produktionelt krævende opsætninger i fjernsynet skal findes i bestræbelserne på at opdyrke mediets musikdramatiske muligheder inklusive balletområdet. Andre betydningsfulde faktorer var fjernsynsmediets nye tekniske landvindinger, nye produktionsformer, større udbredelse, nye samarbejdspartnere på nordisk og internationalt plan – og ikke mindst udviklingen af en programpolitik. Især blev diskussioner i fællesnordisk regi, det senere nordvisionssamarbejde, en vigtig forudsætning for ændringen fra transmission af opera til selvstændig produktion af fjernsynsopera - opera direkte skabt til mediet.

Sideløbende hermed udviklede den originale danske tv-dramatik sig som en selvstændig genre fra 1962.

Fra 1959 til 1986 var der tyve studieproduktioner af nitten forskellige nye danske operaer. Af disse tyve produktioner var tolv uropførelser (*) af originale danske fjernsynsoperaer. (A, B, C, D henviser til de forannævnte kategorier):

Marionetterne af Svend S.Schultz/Eyvind Falk-Rønne.

Komponeret 1958. Uropført 2.12.1959 i fjernsyn. D*

Høst af Svend S.Schultz/Eyvind Falk-Rønne.

Komponeret og uropført på Den jyske Opera 1950.

Udsendt i fjernsyn 26.11.1961. C

9,90 af Svend Erik Tarp/Soya.

Tv-bestilling, uropført i fjernsyn 12.8.1962. D*

Konen i muddergrøften af Svend S.Schultz/Holger Boland.

Uropført i fjernsyn 18.4.1965. D*

Invitation til skafottet af Ib Nørholm/Poul Borum.

Tv-bestilling, uropført 10.10.1967. D*

Sonate for 4 operasangere af Mogens Winkel Holm – og

Dejligt vejr i dag, n´est-ce pas, Ibsen af Henning Christiansen/

Hans Jørgen Nielsen, begge bestilt af DUT, uropført 1968 og

udsendt i fjernsyn 8.10.1968. C

Syv scener til Orfeus af Ingolf Gabold.

Tv-bestilling, uropført 28.9.1970. D*

Den unge park af Ib Nørholm/Inger Christensen.

Uropført 1970 på Det jyske Musikkonservatorium;

Opført med Den jyske Opera på turné 1971.

Sendt i fjernsyn 11.1.1972. C

Imod vandmandens tegn af Ingolf Gabold.

Tv-bestilling, uropført 11.11.1973. D*

Der er blevet skabt så meget (Messe for tv)

Af Sven Erik Werner/Niels Lund.

Uropført i fjernsyn 2.9.1974. D*

Gilgamesh af Per Nørgård.

Uropført på Den jyske Opera 1973.

Sendt i fjernsyn 20.4.1975 (med indbudt publikum). C

Blomsten og forræderiet af Henning Christiansen/Peter

Thorsboe og Gitte Zehngraff efter H.C.Andersens Rosenalfen.

Uropført i fjernsyn 4.8.1975. D*

The Garden Wall/Havemuren af Ib Nørholm/Poul Borum.

Uropført i Manchester 1977, udsendt i fjernsyn 22.8.1977. C

Bredas fald af Henning Christiansen/Kaj Tøllbøll Lauritsen.

Uropført i fjernsyn 24.10.1977. D*

Den otteøjede skorpion af Henning Christiansen/Peter Thorsboe.

Tv-bestilling, uropført over 4 søndage 2., 9., 16. og 23.9.1979. D*

Formynderne af Sven Erik Werner/Villy Sørensen.

Uropført i fjernsyn 9.12.1980. D*

Stalten Mette af Bent Lorentzen.

Nykomponeret i 1980 efter Folkevisen om Stalten Mette fra 1963.

Uropført i fjernsyn 3.11.1981. D*

Usher af Poul Rovsing Olsen.

Uropført på Den jyske Opera i 1982.

Sendt i fjernsyn 31.10.1984. C

Høst af Svend S.Schultz/Eyvind Falk-Rønne.

Nyopsat i fjernsyn 3.7.1985 (jf.2). D

Svend S.Schultz var ophavsmand til nogle af de første danske operaer, der blev tv-transmitteret: I 1950 vistes hans opera Solbadet, og Marionetterne blev som nævnt uropført i fjernsyn 2.12.1959.

Af de danske tv-operaproduktioner fik nogle tildelt internationale priser, således Svend S.Schultz´ Høst, der i nyopsætningen fra 1985 vandt 1.præmie – Goldener Prag – ved festivalen i Prag 1985. Danske operaer, der har modtaget Salzburger Opernpreis er Syv scener til Orfeus af Ingolf Gabold (1971) og Sven Erik Werners Der er blevet skabt så meget (1974).

Efter disse betragtninger om de programpolitiske, æstetiske, historiske og tekniske forudsætninger for udviklingen af fjernsynsopera-genren følger nu en beskrivelse af udvalgte værker – delvis byggende på samtaler med komponisterne.

Invitation til skafottet

Ib Nørholm har skrevet tre operaer, som har været vist i dansk fjernsyn og som må siges at udgøre tyngdepunktet inden for genren i Danmark: Invitation til skafottet, Den unge park og Havemuren. Inden arbejdet med operaen Invitation til skafottet (1965) komponerede han i 1964 en forstudie til operaen: et 15 minutters værk i én sats for en utraditionel kammerorkesterbesætning – Serenade til Cincinnatus (op. 28).

Operaen bygger på Vladimir Nabokovs roman fra 1935. Den præges af en stilistisk mangfoldighed, der af Nørholm er blevet kommenteret således:

Denne vel nok problematiske stilistiske inhomogenitet er altså parakdoksalt nok værkets stil, ikke et almenbrugeligt princip, men her taget i anvendelse for at pejle den dramatiske konflikt mellem det eneste menneske og de ham omgivende genfærd, varulve, parodier.[6]

(Fra Invitation til skafottet 1965).

Værket fik positive anmeldelser. Politiken skrev samme dag:

Det mest konsekvente forsøg vi har set på at skabe opera direkte for fjernsynets medium.[7]

Operaen skabtes af et team bestående af Poul Borum, Søren Melson og Ib Nørholm. I realiseringen af billedsiden fik det stor betydning, at Søren Melson var udøvende kunstmaler, og desuden var han en af de første tv-instruktører med erfaringer fra filmen.

Poul Borums samarbejde med Ib Nørholm er et kapitel for sig, der affødte en lang række andre værker. Med Borums ord er operaen:

En tragisk farce om et tredimensionelt menneske i en todimensionelt verden, der i en skærsildsperiode søger sin identitet i relation til fortid (familie, samfund), nutid (fangenskab og flugt) og fremtid (henrettelsen: døden/befrielsen).[8]

I operaen er Nørholm melodiker under surrealistisk kappe. I en central scene i 2. akt (scene 35), hvor kernetemaet i operaen præsenteres – livets mening, menneskets søgen efter identitet – anvender musikken en transformationsteknik, der afspejler processen i handlingen. Diatonik forvandles til kromatik samtidig med at handlingens søgen efter klarhed – den destrueres – finder tilbage igen – destrueres osv. I en anden central scene i 2. akt (scene 36) – familiescenen – spilles absurd teater. Alle bærer masker, og rekvisitter får symbolsk betydning.

Et andet aspekt af Ib Nørholms kompositionsteksnik udspringer af, at han er fascineret af romanteknik og optaget af overlejring af lag, fiktion i fiktionen.

Man finder i øvrigt interessante interrelationer i Nørholms egen musik, f.eks. ses operaens brug af soloviolinstemmen som fortæller i senere værker som violinkoncerten op. 60 (1974) og 8. symfoni op. 114 (1990).

Den unge park

Ib Nørholms anden opera blev bestilt af Det jyske Musikkonservatorium og er altså skrevet for scenen, hvor den fik ni opførelser. Den unge park er en kammeropera i 18 scener af 55 minutters varighed.

Idéen til Inger Christensens tekst er udsprunget af en litografi i grønne, gule og hvide farver af Asger jorn med samme navn som operaen, og det gav Inger Christensen associationer til Bagatelhaven i Boulogneskoven nær Paris. Personerne i operaen er benævnt A, B, C osv., vægten er ikke lagt på dem som personer, men på deres kemiske forbindelser og reaktioner, og parken er sindbilledet på det menneskelige univers. Hovedpersonen, kvinden B, vandrer længselsfuldt gennem tilværelsen; hendes mandlige modspiller E identificeres med døden. De symboliserer kernen i handlingen, der udspiller sig omkring modsætningerne: kvindelig/mandlig, liv/død, at være i tingene/at skabe tingene.

Operaen har en skabelsesindledning, og de musikalske elementer i værket henter deres stof fra bl.a. den tonale musik, hvortil knytter sig et værkbegreb og en opfattelse af det kunstneriske udsagn som direkte og sandt/autentisk. Hos Nørholm er dette udsagn imidlertid af en tvetydig karakter via det symbolsprog hans musik opererer med. De love musikken før har udviklet sig efter holder ikke længere, og der bliver tale om et udsagn byggende på idéer om en lovmæssighed, og dette udsagn skabes bl.a. ved hjælp af stilpluralisme.

De spørgsmål værket sætter på dagsordenen har lighedspunkter med Pirandellos teaterstykke Seks personer søger en forfatter, der handler om det moderne teaters historie. Her er selve værktilblivelsen i centrum: temaet er det redigerede udsnit af den kunstneriske idé om virkeligheden og stiller således spørgsmål til hele kunstinstitutionen.

(Fra Den unge park 1970).

På samme måde stiller operaen spørgsmål til den musikdramatiske institution, ike ved at affeje den med anti-kunst, men ved at fremstille betingelserne for at skabe moderne kunstværker inden for rammerne af selve værkets udsagn.

Jens Brincker siger herom:

"…inden for dansk musik har næppe nogen ny komponist i højere grad end Ib Nørholm erkendt falskheden som et vilkår og en nødvendighed, og ingen har med større mod påtaget sig forpligtelsen til at demonstrere dette for derigennem at rense og frisætte tone-sproget.”[9]

Operaen fik en meget positiv modtagelse. Man oplevede den som et stykke operapoesi og det mest betagende stykke musikdramatik skabt efter krigen herhjemme.

Fortsættes del 3