Historien om Vor tids musik

Ordet dodekafoni kommer af græsk dodeka 'tolv' og afledning af fone 'lyd, stemme'. (Den Store Danske, Gyldendals åbne encyklopædi).

En fin indgang til emnet tolvtonemusik er desuden Jan Magaards artikel i Dansk Musiktidsskrift Om dodekafoni, DMT 1957, s. 34-37: læs her.

I en menneskealder var Mogens Andersen musikformidler i DR og af den opfattelse, at alt det nye skulle høres, ses og fremvises sammen med det klassiske og traditionelle musikrepertoire. Hans levende interesse for sin samtid og de skabende kunstnere og især komponisterne, blev hans livslange engagement sammen med et frodigt organisationstalent, der satte musikken på den kulturelle dagsorden i flere årtier.

I flere artikler og efterladte manuskripter beskriver han, hvorledes det nye fandt vej, og optegnelserne er hans egne oplevelser, hvilket giver stof til eftertanke, når man ser på programudbuddet i vore dage.

Om tolvtonemusikken fortæller han følgende:

Wienerskolen i radio 1949-1969

Dmt [Dansk Musik Tidsskrift, red.] bragte mellem 1947 og 1951 regelmæssige radioanmeldelser, der lagde mest vægt på orkesterkoncerter og musikoplysende udsendelser. En dyberegående kritik indeholdt en artikel af Frede Schandorf Petersen i 1949^[1] med overskriften ”I Morfei arme” hvor Wienerskolen nævnes som en af de slumrende ”rosenørne”s forsømmelser:

”Hvad med Schönbergs store værker (...) På grund af uvidenhed og snæversyn herhjemme går der sagn om hans musiks ”komplette uforståelighed”, men kan vi være så hovmodige i ånden, at vi trøstigt går uden om ham og den af ham udviklede stil ...”

Schandorf nævner også Alban Bergs violinkoncert og Wozzeck som hovedværker der findes på plade og som burde udsendes med kyndig vejledning. Og i nogle artikler 1950^[2] sammenligner Vagn Jensen ”oraklet i Rosenørns Allé” med Sveriges Radio, der har bragt udsendelse om ISCM i Bruxelles, og med Bayerischer Rundfunk hvis Musica viva-serie præsenterede musik af bl.a. Krenek, Schönberg, Henze, Alban Berg og Karl Amadeus Hartmann.

Navnet Arnold Schönberg dukker første gang op radioprogrammerne i 1949 – men så omtales det til gengæld i årsberetningen, der ellers ikke beskæftigede sig med enkeltudsendelser, at ”Arnold Schönbergs 75-års dag har været markeret ved en Schönberg-udsendelse med opførelsen af strygesekstetten ”Verklärte Nacht” og klaversuiten, opus 23”. Udsendelsen stod på programmet 6/9 med henholdsvis Koppel Kvartetten og N.V. Bentzon, der et halvt år tidligere havde bidraget med et indslag om ”atonalisterne” i magasinet Nye perspektiver – i videnskab og kunst (sammen med et indslag om enzymerne (!)). I 1951 præsenterede Niels Viggo Bentzon Schönberg i magasinet Horisont – litterært og musikalsk, med grammofoneksempler fra Verklärte Nacht, Ode til Napoleon og klaverstykker fra opus 19 og 25.

Større vægt fik ifølge sagens natur Torsdagskoncert-opførelserne af nogle af Schönbergs og Bergs hovedværker mellem 1951 og 1958: Bergs violinkoncert og uddrag af Wozzek, Schönbergs kammersymfoni og hans violinkoncert. Af betydning var desuden en række udsendelser med Schönberg-værker spillet af danske musikere: I 1954 Pierrot lunaire med sangerinden Jolanda Rodio, Niels Viggo Bentzon og medlemmer af Radiosymfoniorkestret under ledelse af Aksel Wellejus; i 1955 Fantasi for violin og klaver med Niels Nielsen og Boris Linderud og en optagelse med Leif Thybo af Variationer over et recitativ for orgel^[3] (Thybo uropførte året efter en komposition af sig selv med titlen Recitativ med variationer); i 1956 2. Strygekvartet spillet af Musica Vitalis Kvartetten med Karen Heerup som sangsolist – gentaget i DUTs føromtalte koncertrække – og samme ensembles opførelse af Alban Bergs Lyrisk suite.

Medens tolvtonekomponister forekommer sporadisk i musikoplysende sammenhæng som serien Lyt til vor tids musik 1954-55 redigeret af Schandorf, og Kappels rubrik Vor tids europæiske romance 1957-63, baseret på radioindspilninger bringes der i 1956 syv foredrag om Schönberg og fem om Alban Berg ved Niels Viggo Bentzon^[4], i 1958 seks udsendelser om Webern baseret på det nyligt udkomne lp-album tilrettelagt af dirigenten Robert Craft, og 1959-60 syv udsendelser om Schönbergs strygekvartetter, begge serier præsenteret af Maegaard.

Nye tolvtonenavne

Op gennem 1950´erne bidrog den nedenomtalte International Komponist-Tribune til udsendelser med såvel nyere tolvtonemusik som egentlig serielle værker. Samtidig finder tolvtonemusik vej i grammofonudsendelser, i 1957 Karl Amadeus Hartmanns 6. Symfoni (med udsendelsestitlen Ny tysk musik, til forskel fra betegnelsen Nyere tysk musik for værker af Orff og Jarnach nogle uger senere). Særlig markant var Ernst Kreneks 7 gejstlige sonetter uropført af Jolanda Rodio med ensemble, og musik af Giselher Klebe for violin og klaver indspillet af Schönberg-eleven Rudolf Kolisch med Boris Linderud.

I 1958 spillede André Gertler Peragallos violinkoncert ved en Torsdagskoncert, siden fulgte opførelser med RSO af Goffredo Petrassi, Karl Amadeus Hartmann, Hans Werner Henze, Nikos Skalkottas, Ernst Krenek og Matyas Seiber.

Tolvtonekomponister i dansk selskab: Pro musica og Ungdomskoncerterne

Kammerorkestret Pro musica medvirkede i 1950´erne nogle gange med præsentation af markante samtidige værker. Orkestret var oprettet i 1951 med violinisten Sverre Forchhammer som dirigent og bidrog til udsendelserne med transmitterede og studieproducerede programmer i et repertorie bestående af barok og wienerklassisk musik med islæt af komponister som Holmboe, Koppel, Schultz, Weis, Britten, Martinů, Larsson, Wirén.

I en indstilling til programudvalget i 1952 skriver Musikafdelingens souschef Vagn Kappel: ”Dr. Herbert Hübner fra Nordwestdeutscher Rundfunk medvirker 23. novbr. i søndagens sprogundervisning, idet lektor Moe interviewer ham om de nyeste stømninger inden for tysk musik med specielt henblik på Heinz (sic) Werner Henze, som herhjemme er aldeles ukendt, men meget spillet overalt i Mellemeuropa ...” På den baggrund foreslås en udsendelse med Pro musica, dirigeret af Sverre Forchhammer, ud over én der i forvejen var aftalt under Radiosymfoniorkestrets Amerikaturné. Kappel tilføjer at en sådan udsendelse ”vil være meget betydningsfuld fra et musikalsk synspunkt ved at bringe stof, som vi hidtil ikke har dyrket herhjemme” og at foredraget ”sætter hele sagen i relief for musikinteresserede kredse”^[5].

Under overskriften Tysk musik i dag blev den direkte udsendelse placeret dagen efter foredraget, to værker for strygere af Fortner og Zimmermann og Henzes Concertino for klaver og blæserorkester med Vibeke Warlev som solist.

Af samtidige værker de følgende år kan nævnes Højby Nielsens Koncertino for kammerorkester og hollænderen Marius Flothuis’ Capriccio for strygeorkester.

I 1957 foreslog Pro musica at medvirke ved en ungdomskoncert med sin nye dirigent Lamberto Gardelli – Forchhammer var begyndt som fjernsynsproducer – hvilket ungdomskoncerternes tilrettelægger Hans Riis-Vestergaard anbefalede under forudsætning af at der blev spillet ”nogle af de værker, som UNESCOs musikråd har udvalgt til opførelse i de repræsenterede landes radiofonier”. Anbefalingen videresendes til direktøren (F.E. Jensen) med Kappels ovennævnte indstilling. Med direktørens påtegning Indforstået går sagen til programredaktør Harald Krebs, der placerer koncerten på sæsonplanen i januar, siden flyttet til april. Den kom til at bestå af René Berniers Liturgier med Bonna Søndberg som solist, Hans Ulrich Engelmanns Orchester-Strukturen, og derimellem Schönbergs Fantasi for soloviolin spillet af Niels Nielsen; ”Ved mikrofonen: Mogens Andersen”.

I mellemtiden havde Musikafdelingen modtaget breve fra Holmboe, Koppel, Schultz og Nørgård, der med udførlige begrundelser anbefaler at orkestret ”hjælpes til de helt gode arbejdsvilkår, – en kulturopgave som ikke må svigtes!” (Nørgård). På den baggrund skrev orkestrets formand, cellisten Poul Nielsen – senere musikchef på Louisiana-museet – til Kappel om mulighederne for et udvidet samarbejde med afdelingen og blev i Kappels svar i marts opfordret til at indsende forslag til en række programmer indeholdende ”moderne, specielt moderne dansk musik”.

De nævnte værker indgik i det repertoireforslag som Gardelli derpå indsendte, sammen med Weberns symfoni, der dog ikke blev placeret, og under titlen Koncert for 12 strygere desuden Nørgårds Konstellationer, som Gardelli havde bestilt og som ifølge partituret blev komponeret færdig august 1958. Gudmundsen-Holmgreens Ouverture 590102 og Lille vals af Nørgård indgik i studieproduktioner i september, Nørholms opus 1 et halvt år senere^[6].

Konstellationer blev uropført ved en ungdomskoncert 581103 sammen med 5 bibelske elegier af Roman Vlad sunget af Else Margrete Gardelli og Niels Viggo Bentzons Tripelkoncert^[7].

I sin præsentation gør Erik Schack nøje rede for kompositionsteknikken i Konstellationer og refererer Nørgårds sammenligning af de metrisk indbyrdes uafhængige stemmer med indtrykket af tågesignalerne fra lydbøjer under en Storebæltsoverfart^[8]. Han citerer Nørgård for at han ikke kan undvære at arbejde med tonalitetsfornemmelser men søger et andet organiserende princip^[9]. Vlad hvis værk er blandt de anbefalede fra årets Komponist-Tribune karakteriseres som ”ekstrem tolvtonalist”. Bentzons værk kommenteres ikke.

Ved en Ungdomskoncert med RSO 591207 præsenterede Niels Viggo Bentzon selv sine Elementi aperti for mezzosopran og strygere der blev uropført af Jolanda Rodio, omkranset af sidstesatsen af Honeggers 2. Symfoni og Karl Amadeus Hartmanns Koncert for bratsch med klaver og strygere med Herman Holm Andersen som solist og RSO under ledelse af Ole Schmidt.

Om sit eget værk, komponeret august-september samme år – altså samtidig med de første udsendelser af den nye udgave af Vor tids musik – siger Bentzon at det indeholder ”musikalske fænomener af tolvtoneteknisk art” uden anvendelse af seriel teknik, men sådan at alle tolv toner er repræsenteret i hvert afsnit; han har ad ørets vej tilføjet sin hidtidige stil et nyt incitament hvis konsekvens er en stramning og præcision af det musikalske materiale.

Om Honeggers og Hartmanns værker siger Bentzon at de trods stor forskel i stil og udtryk mødes i brugen af ”den fremddrivende kraft i det rytmiske som bærende element”. Til forskel fra den linje efter Schönberg der følger Weberns stil med den såkaldte punktmusik ”der har fået mange arvtagere i Syd- og Vesteuropa efter anden Verdenskrig”, forudsætningen for elektronmusikken og med Stockhausen og Boulez på den yderste fløj, repræsenterer Hartmanns mere traditionsbundne udtryksform ”inden for dette ømfindtlige og vanskeligt forklarlige tolvtoneområde” linjen ”fra Schönbergs sidste store instrumentalværker og videre til hans yngre kollega Hans Werner Henze”.

I kølvandet på Vor tids musik

Før 1959 var der ikke altid blevet sondret skarpt mellem nyere tolvtonemusik og seriel musik, men efterhånden som Darmstadt-serialismen trængte frem under Boulez’ feltråb Il faut accepter la complexité begyndte vandene at skilles. Det kom i radioprogrammerne til udtryk med udsendelsesrækken Musik i atomalderen i sommeren 1959 der indeholdt konkret, elektronisk, seriel og aleatorisk musik fra Verdensudstillingen i Bruxelles året før, og med den påfølgende ændring af rubrikken Vor tids musik der fandt sted, fra almindelige solistsudsendelser til et magasin med inden- og udenlandske koncert- og studieoptagelser ledsaget af kommentarer og interview. Her indledtes en sammenhængende præsentation af avantgarderepertoiret, men i den første sæson tillige samtaler med danske komponister der havde gjort erfaringer med tolvtonekomposition: Bernhard Lewkovitch, Poul Rovsing Olsen, Jan Maegaard og Gunnar Berg.

Det nye magasin var medvirkende til etableringen af den Radiohus-studiekreds, der indledte en vekselvirkning mellem komponister og radio, senere tillige fjernsyn, og til i de følgende år at skabe røre i musiklivet^[10].

I det perspektiv fik Wienerskolens komponister historisk status. Medens Webern blev anset for serialismens forløber i kraft af sin musiks systematiske opbygning og dens melodiske, rytmiske og dynamiske fragmenteing, kom Schönberg og Berg til at stå som fuldbyrdere af senromantik og ekspressionisme. Dermed fik deres og deres umiddelbare efterfølgeres musik borgerret inden for det traditionelle koncertlivs rammer. Også til denne nyvurdering bidrog Danmarks Radio med både musikoplysning og egne opførelser.

Efter 1959 står Schönberg og Berg på RSO’s sæsonplaner hvert år; alene i 1960 Alban Bergs Lulu- suite på Nicolai Malkos sidste Torsdagskoncert, Schönbergs Orkestervariationer dirigeret af Michael Gielen og Bergs violinkoncert, igen med Gertler, men nu dirigeret af Rafael Kubelik. Fra 1960 er også Webern repræsenteret hver sæson, 1962-63 med samtlige sange og kantater med Jolanda Rodio, Karen Heerup, Bessie Gulstad, Radiokoret og medlemmer af RSO dirigeret af Tamás Vetö, i alt tolv udsendelser med teksterne oversat til dansk; serien var tilrettelagt af Jan Maegaard i samarbejde med Mogens Andersen^[11].

Den målrettede indsats for denne eksklusive side af mellemkrigmodernismen havde til formål dels at udfylde den hvide plet i repertoiret, dels at danne historisk baggrund for introduktionen af efterkrigsmodernismen for såvel publikum som orkester. Den orkestergruppering, der blev dannet 1961 til fremførelse af avantgardemusik for små besætninger, begyndte således også med Wienerskole-værker, foruden musik af Fartein Valen, der stilfærdigt var gledet ind i repertoiret. På lignende måde fandt den dodekafone Stravinskij indpas, bl.a. med en Torsdagskoncert 1963 bestående udelukkende af sene Stravinskij-værker dirigeret af Paul Sacher.

En omfattende præsentation af Schönbergs musik fandt sted i årene 1966-69 i form af en halv snes opførelser med RSO suppleret med grammofonindspilninger og udlandstransmissioner, tilsammen en snes udsendelser med Jan Maegaard^[12]. Af RSO’s indslag var Gurrelieder i 1968 det mest spektakulære; klaverkoncerten blev spillet af Walter Klien ligesom ved Det Kgl. Kapels opførelse i 1960, violinkoncerten af Niels Nielsen, til hverdag andenviolinist i RSO.

Med Danmarks Radios hidtil største fjernsynsproduktion af Alban Bergs Lulu i 1969^[13] kulminerede 25 års Wienerskole-bølge.

Musikteori for begyndere om Tolvtonemusik.

Hvis vi ser på et klavers tangenter, ser vi et mønster, som stadig gentager sig:

(Illustration: www.musikipedia.dk)

Det passer med, at to tangenter, som ligger på samme måde i forhold til dette mønster, lyder "ens". Det er de ikke - men de benævnes med det samme bogstav. Fx C:

(Illustration: www.musikipedia.dk)

Når de lyder "ens", skyldes det, at antallene af svingninger, som de to strenge eller sæt af strenge i klaveret frembringer, står i det enklest mulige forhold uden at være ens, nemlig 1:2. Derfor får de samme navn.

Hvis vi kun spiller de hvide tangenter, hører vi de toner, som hører til en toneart: C-dur.

Trinnet fra en tangent til en nabotangent kaldes et halvtonetrin. Trinnet, som springer en tangent over, kaldes et heltonetrin:

C-dur har denne rækkefølge i trin: 1 1 ½ 1 1 1 ½. En sådan række kaldes en skala.
C er her grundtonen (også kaldet tonika): Når vi har spillet 7 toner og derefter når til et C igen, kan vi høre, at vi har nået en tilfredsstillende slutning. Så kan vi begynde på den samme trin-rækkefølge igen, bare en "etage" højere, og vi genkender den umiddelbart. En sådan "etage" kaldes en oktav.

Denne rækkefølge af heltonetrin og halvtonetrin kan spilles ud fra en hvilken som helst tangent - og så ligner det C-dur, selv om tonerne er andre. Prøv selv! Vi kan spille 12 forskellige durskalaer med hver sin grundtone. Der er tale om 12 forskellige tonearter, eftersom der er 12 forskellige toner: 7 hvide og 5 sorte tangenter.

En anden slags skala opstår, hvis vi spiller de hvide tangenter fra og med A:

(Illustration: www.musikipedia.dk)

1 ½ 11 ½ 1 1. Her er der tale om en mol-skala. A er her grundtone. Når vi starter på C, ser vi c-mol:

(Illustration: www.musikipedia.dk)

Der findes mange andre skalaer. Disse skalaer kan benyttes som materiale til musikstykker med forskellige grundtoner. I al den europæiske kunstmusik, vi kender fra middelalderen til ca. 1900, har der været benyttet sådanne skalaer med grundtoner

Imidlertid kan man "krydre" et musikstykke ved at gå fra toneart til toneart eller ved at bruge et antal "fremmede" toner fra andre tonearter. Men har man mange gange brugt et stærkt udtryk, kan det miste sin kraft - vi kender det fra fx sproglige kraftudtryk. Så må man finde noget endnu stærkere. Og i slutningen af det 19. århundrede nåede komponisterne frem til så "krydret" musik, at nogle komponister til sidst måtte indse, at deres musik i en vis forstand var blevet "vægtløs" - de 12 toner optrådte lige hyppigt, og "tyngdekraften", fornemmelsen af grundtone, var væk. Musikken "svævede" - det kan vi finde enkelte eksempler på hos så forskellige komponister som romantikeren Richard Wagner (1813-1883) og impressionisten Claude Debussy (1862-1918).

Når vi spiller et C på klaveret og derefter alle de følgende toner, inden vi igen rammer et C, når vi som sagt til tallet 12. Det samme gælder, når en hvilken som helst anden tone er udgangspunkt. De 12 toner er blevet ligeberettiget. Derfor kan man tale om atonal musik uden grundtone - enhver tone kan lede videre til den næste. Hvor det hos komponister som Wagner og Debussy drejer sig om undtagelser, blev det kort efter århundredskiftet det normale hos de østrigske komponister Arnold Schönberg (1874-1951) og Josef Matthias Hauer (1883-1959). Værker som Schönbergs Fem orkesterstykker op. 16 (1909) er et typisk eksempel på dette.

Tolvtone skala med kromatisk række fra C: ½  ½  ½  ½  ½  ½  ½  ½  ½  ½  ½  ½

(Illustration: www.musikipedia.dk)

I næste række kom Schönbergs elever: bl.a. østrigerne Anton Webern (1883-1845) med fx Fem orkesterstykker op. 10 (1913) og Alban Berg (1885-1935) med fx Tre orkesterstykker op. 6 (1915) og operaen Wozzeck (1922). Andre elever var bl.a. tyskeren Hanns Eisler (1898-1962) og grækeren Nikos Skalkottas (1904-1949). Dertil kom senere komponister som italieneren Luigi Dallapiccola (1904-1975), som var inspireret af Berg og Webern - og ældre, etablerede komponister som Igor Stravinsky (1882-1971).

Arnold Schönberg nåede i sine Fem klaverstykker op. 23 (1920-1923), frem til det, vi kender som tolvtonemusik (eller dodekafoni, som betyder det samme). Her optræder alle 12 toner i en tolvtonerække, også kaldet en serie.

Han komponerer med de 12 toner i 4 rækker. Den originale form (O), den retrograde original (RO) (O bagfra), inversionen (I) (intervallerne i modsat retning) og den retrograde inversion (RI) (inversionen bagfra).

Tilsammen benyttes disse fire former som materiale til et helt værk, idet de kan bruges både vandret som melodi og lodret som akkorder. Tillige kan de hver især udgå fra en hvilken som helst af de 12 toner, således at vi får 4x12 = 48 tonerækker. Således kan der skabes en fast struktur i et atonalt værk. Det kan minde om fænomener, som optræder tidligere i musikhistorien, bl.a. i det 14. århundredes ars nova, men nu tjener princippet for første gang til at skabe orden og sammenhæng i musik uden en grundtone.

Set i en bredere sammenhæng end den musikalsk-tekniske gælder det, at der i denne periode var brug for stærkere og stærkere følelsesudtryk. Disse komponister arbejdede i samme retning som tidens billedkunstnere og forfattere, som for en stor dels vedkommende skabte ekspressionistiske værker. Her blev udtrykket sat på spidsen i koncentreret form. Der var en opbrudsstemning i tiden, en følelse af dybtgående forandringer og truende politiske og sociale konflikter. 1. Verdenskrig brød ud i 1914, den russiske revolution i 1917, i mellemkrigstiden opstod fascismen og nazismen, og i 1939 førte alt dette til 2. Verdenskrig. Man kan sige, at de forskellige kunstarter i tiden op til krigen fungerede som en slags åndelig seismograf. For musikkens vedkommende var den atonale musik et middel hertil, og tolvtonemusikken blev til gengæld et middel til at fastholde de nye former for musikalske udtryk, man var nået frem til i ekspressionismens kølvand.

Schönberg benyttede det i værker som Variationer for orkester op. 31 (1928) og i Ein Überlebender aus Warschau op. 46 (1947). Førstnævnte fører traditionen fra Wagner og Brahms videre til det 20. århundrede i et højspændt tonesprog, mens sidstnævnte gengiver et vidnesbyrd fra en nazistisk jødemassakre. Alban Berg beskriver en ulykkelig kvindeskæbne i operaen Lulu (1935) og mindes en afdød ung pige med et stærkt ekspressivt udsagn i sit sidste værk, en Violinkoncert (1935).

Et nyt musikalsk sprog var skabt, og det skulle vise sig, at det kunne benyttes til andre musikalske udtryk end krisens og katastrofens. Et eksempel er Josef Matthias Hauer, som uafhængigt af Schönberg (men samtidig med denne) skabte et tolvtonesystem, som skulle udtrykke noget upersonligt, overjordisk. Anton Webern gjorde nærmest det modsatte i en højspændt, ultrakortfattet ekspressionisme i fx Fem orkesterstykker op. 10 (1913), som imidlertid blev ført videre i en mere abstrakt afbalanceret stil, efter at Webern fulgte Schönberg ind i tolvtonemusikken fra 1925 - et højst egenartet sidestykke til neoklassicismen hos fx Igor Stravinsky. Karakteristisk nok anvendte Stravinsky en Webern-inspireret tolvtoneteknik fra midten af 1950'erne, hvilket tydeligt kan iagttages i balletten Agon (1957).

Men musikken kunne også bruges i politisk øjemed. I Hanns Eislers Deutsche Sinfonie (1939, tilføjelser 1947 og 1957) med tekster af Bertolt Brecht er der på én gang tale om protest mod nazismen og propaganda for kommunismen, og musikken er både dramatisk og umiddelbart appellerende med brug af, hvad man kan kalde "tonal dodekafoni" med brug af treklange (princippet bruges også i Bergs Violinkoncert). Dette kan genfindes i Luigi Dallapiccolas Canti di prigionia (1938), som med tekster af tre dødsdømte (Maria Stuart, Boëthius og Savonarola) er en skjult protest mod Mussolinis regime. For at understrege temaet bruger Dallapiccola begyndelsen af melodien til dommedagssekvensen Dies irae (Vredens Dag) i den katolske dødsmesse. Protesten findes også som et element i Schönbergs ovennævnte op. 46. Men man kunne også følge den tidstypiske interesse for folkemusik: Nikos Skalkottas komponerede adskillige værker, som er præget af inspiration fra græsk folkemusikalsk tradition, og i hvilke der på en fri måde benyttes flere tolvtonerækker samtidig. Et typisk eksempel er Klaverkoncert nr. 3 (1939).